Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Præsentation af børnehuset

Børnehuset Bakken ligger ved foden af en stor og grøn bakke i Værebro Park. Omkring os er der flere forskellige blomstrende og grønne rekreative områder, samt et rigt dyre og fugleliv.

Bakken har ligget her i mange år, og vores børnefamilier repræsenterer mangfoldigheden, og familiernes kulturelle baggrund afspejles i Bakkens dagligdag. Bakken oplever sig selv som en vigtig medspiller i et multikulturelt lokalsamfund, hvor vi deltager i særlige udvalg/opgaver rettet mod børn og borgere, og arbejder primært ud fra den nationale kulturelle ramme, men er også nysgerrig på at lære mere om andre kulturer.

Vi er en del af område Skovbrynet, og vores faglige profil retter særligt fokus på børnenes udvikling af sproglige kompetencer, digital dannelse og digitale kompetencer i en børnevenlig by. Vores kerneopgave i område Skovbrynet lyder: Vi lykkes, når vi sammen med familien skaber udvikling af barnets trivsel, læring og mod.

Vi er omgivet af skøn natur, i form af en mose med et rigt dyreliv, en byggelegeplads som ligger ved Skovbrynets Skole, begge dele er yndede udflugtssteder. Vi har en stor dejlig legeplads med både eventyrskov, bålsted og gravehjørne, som børnene er glade for at lege i, udforske og afprøve. Vi bruger vores legeplads aktivt og er derfor ud i alt slags vejr, og skaber ofte små lege- og læringsværksteder i løbet af dagen. 

Vi arbejder på at vores børn udvikler kunstneriske og kreative kompetencer, gennem et tæt samarbejde med områdets kunstmedarbejder, hvis atelier ligger på vores udeareal. Børnene deltager i forskellige forløb, hvor de tegner, maler, bygger modellerer og meget andet.